
Kammeratskab og forældrenes ansvar
Børn lærer og vokser bedst, når de føler sig trygge.
Derfor er skolen og klassen ikke bare et sted, der formidler viden, det er også et rum bygget på respekt.
Det er ingen kunst at respektere dem, som ligner dig selv, men fællesskab kræver en indsats, hvor vi møder alle med åbenhed og tillid - også når det kan føles svært.
Derfor vil Bordings forme et kammeratskab, hvor børnene tager ansvar for hinanden.
Det gør de ved at rumme de andre og forstå, at de ikke selv altid kommer først. Der kan være andre, som har mere brug for hjælp, og så skal man vente, men aldrig føle sig glemt.
Børnene skal kunne stole på, at Bordings er et sted, hvor de aldrig står alene, selv om de er anderledes. Skolen er et sted, hvor man holder de andres liv i sin hånd.
Man kan altid tale med en voksen, men kammeraterne skal være en del af den tryghed. Der opstår venskaber for livet i skolen, men eleverne skal også kunne mestre det større fællesskab med dem, de ikke selv vælger.
Derfor har vi en regel, som de små lærer med det samme: Alle, der spørger, må være med, når man leger – blot man går med i legen og ikke ødelægger den for de andre.
Uden for skolen
Fordi kammeratskabet også skabes uden for skolens vægge og mure, har vi nogle forventninger til alle familier på Bordings:
At man respekterer og investerer tid i de legegrupper, læreren sammensætter. Det er grupper af 4-5 børn, ofte bliver eleverne sat sammen med andre end dem, de ellers bruger mest tid sammen med i frikvartererne. Legegrupperne mødes i fritiden hjemme hos familierne. Det er også en chance for, at forældrene kan mødes uformelt over en kop kaffe, når man henter sit barn.
At forældrene til elever i de mindre klasser holder børnenes fødselsdage i grupper fire gange om året. Kvartalsfødselsdagene bliver så til store fester, hvor alle er inviteret.
At man ikke laver legeaftaler i mindre grupper, der ekskluderer andre. Børnene må godt tage en kammerat med hjem fra skole, men hvis en tredjedel af klassen mødes til film og popcorn, er der nogen som er udenfor. Inviter alle, hvis I vil bage drømmekage, i skoven, se fodbold eller på legeplads i parken.